MIG OG ALICE

RUN AWAY BRIDE part 1

Det har krævet lidt tilløb at trykke “udgiv” på lige præcis det her indlæg. Jeg har egentlig holdt vores bryllup rimelig privat hele året op til det fandt sted. Jeg troede jeg gerne ville dele en hel masse i den forbindelse, men det har jeg slet ikke haft hverken lyst eller behov for. Faktisk har jeg delt så lidt, at folk begyndte at spørge i krogene om vi mon stadig skulle giftes ? 😅 “The power of SoMe” var ?- Hvis ikke du deler, så er der nok noget galt. Eller også findes det ik. Måske er der også en eller anden form for sandhed i det om man vil det eller ej.

Det har bare været et sindsygt år hvor det har været svært at rumme og holde fokus på det hele, og der har nok også været proppet alt for mange gode, men for store ting ind på for lidt plads set i bakspejlet.

Nu er vi stortset ude på den anden side, og jeg har nu lyst til at dele lidt fra mit kærlighedsliv det seneste “bryllups” år. Det har jeg fordi jeg synes den er lærerig, smuk og en god reminder til mig selv, og måske også et par stykker der sidder bag skærmen og læser med.  Måske. Jeg kan ikke love noget   😉

Det er d. 30 juni og kl er 14.15 og taxaen henter mig, min mor og min far ved et hotel i indre by. Nu er vi på vej. Nu er det altså nu ! Idag skal jeg giftes med Mikkel. I min mors brudekjole fra 80´erne som jeg har rekonstrueret i samarbejde med min veninde Mist. En drøm jeg har haft siden jeg var en lille pige. At blive gift i min mors brudekjole. (Det får et indlæg for sig selv sammen med det helt særlige bælte fra Louise Darling, der bandt hele looket sammen på et senere tidspunkt.)

Vores bryllup har, som efter traditionen, været under opsejling i et år. Det har været det vildeste år i vores forholds karriere. Både på godt og på ondt.

Jeg er glad. Jeg føler mig virkelig grundlæggende glad og afklaret. Jeg har en ro i maven kan jeg mærke. Jeg har lyst til at grine og danse ! Jeg har da også et enkelt glas bobler susende rundt i kroppen, men mest af alt føler jeg mig lykkelig over, at det netop er de følelser der fylder min krop.

Jeg skriver en SMS til min lillebror, som er toastmaster ved vores bryllup, at nu er vi på vej mens jeg ser de første skilte med “wedding this way”, “M + M Prins” som min svigerfar i smug har været rundt at sætte op helt inde ved voldene på Christianshavn og rundt omkring på vejen ud til Frederiks Bastion. Haha ! Så typisk ham !

Min lillebror svarer hurtigt tilbage, at der stadig mangler omkring 20 gæster. Jeg siger til den rare taxamand, at vi må køre rundt og trække tiden lidt ude ved Holmen. Det gør vi. Han finder en plet ud til vandet, tæt på Frederiks Bastion hvor vi både skal vies, holde reception og fest. Der holder vi 10 minutters tid. Der er stille i bilen. Min far og mor er mega nervøse. Jeg er stadig rolig og joker lidt frem og tilbage med taxamanden, for at løsne lidt op i alle de følelser som sidder meget løst udenpå tøjet. Han kigger på mig og siger med et smil “du kan stadig nå at fortryde. Skal vi køre ?” Jeg griner tilbage og kigger ud af vinduet. Ud på vandet, ud på den smukke danske sommer, vender hovedet og svarer med et stort smil tilbage:

“Nej ! Jeg gør det sgu ! Idag skal jeg giftes med Mikkel !”

Det var lidt som om han vidste hvad der var gået forud for vores bryllup de sidste par måneder. Som om jeg lige skulles testes en sidste gang.

Der tikker en ny SMS ind fra min lillebror: “Alle er på plads ! I kan godt komme nu”

WOW et sus der gik gennem min krop lige i det sekund ! Jeg tror stadig ikke, at jeg havde forstået at lige om et par minutter går jeg ned af den sten gang , vi havde pyntet så fint dagen før, arm i arm med min elskede far. Et billede jeg har set for mig mange, mange gange siden jeg var en ung teenager.

Vi kørte så tæt på Frederiks Bastion som vi kunne uden folk ville kunne se os. Vi blev sat af taxaen og der stod vi så. Mig, min mor og min far. Min mor skyndte sig afsted og ned til gæsterne. Mig og min far tog begge en dyb indånding for ikke at begynde at græde. Vi kiggede på hinanden med et “så er vi klar” blik.

Vi kunne høre lyden af Mikkels kusine´s fine sangstemme i det fjerne, og det betød at nu var det nu. Som i NU NU ! Jeg lagde armen om min fars og vi begyndte stille at gå.

I det samme kom taxaen fra før tilbage i vores retning. Han hang ud ad vinduet og kiggede på mig “nu er det altså sidste chance for at fortryde ! Skal du med ?” Blinker han til mig !

Jeg smiler og ryster på hovedet.

Nej. Nu skal jeg giftes med Mikkel, og jeg havde ikke snerten af lyst til at flå taxadøren op og hoppe ind og køre væk.

Jeg er klar ! Klar til at slette (P) “edersen” og erstatte det med (P) “rins” som et symbol på, at jeg nu bliver Mikkels kone. Mathilde Prins bliver mit nye navn. Ikke værst hvis du spørg mig 😉 Der ligger en helt særlig karma i det efternavn. Det forpligter.

Sæbeboblerne flyver rundt i sommervarmen om de 120 mennesker vi elsker allermest, og som står der langs sten gangen og hele vejen op mod Mikkel. Jeg kan høre snøften blandt vores venner og familie, og får også set et par enkelte våde øjne i øjnene på vejen. Måske hørte jeg også et par veninder ånde lettet op fordi de så mig forenden af sten gangen på vej mod Mikkel. Et par af dem havde vist været lidt i tvivl om jeg ville lave en “RUN AWAY BRIDE” i sidste sekund. “Hvis der er en der kunne finde på det så er det dig! “

True. Jeg gør ikke noget jeg grundlæggende ikke har lyst til. Også selvom det betyder at timingen kan være helt ad helvedes til, og jeg først får mærket efter i sidste sekund.

Men jeg havde lyst 🙂 

Jeg fokuserede på Mikkel som stod forenden, og så så smuk ud i hans mørkeblå jakkesæt og confetti skjorte. Præcis som jeg havde forestillet mig han ville se ud. Simpel men med et touch af “sjov” og farver. Hans blik var også fastlåst på mig. Han kiggede på mig som om han heller aldrig havde set noget smukkere. Men sådan kigger han faktisk på mig hver dag. Jeg er virkelig heldig nåede jeg at tænke. Da jeg kom helt tæt på kunne han ikke holde tårerne tilbage mere. De trillede ned af hans kinder. Og sådan fortsatte det faktisk de næste 12 timer. Der blev virkelig lukket op sluserne den dag.

“Hvor ser du smuk ud” hvisker jeg til ham mens jeg står overfor ham. Stadig med armen om min far. Solen bankede over os, og jeg følte mig allerede helt høj på kærlighed og sæbebobler.

Mikkel:

Kære Mikkel

Vil du følges med Mathilde resten af livet både når hun er den bedste og den værste version af sig selv? Vil du lægge øjne og ører til hvad som helst – og støtte, bære og elske hende gennem livet?

“JA !”

Mathilde:

Vil du elske, respektere og ære Mikkel – også når han ikke stiller sine krav med høj røst?

Vil du fortsat værne om jeres forskellighed – og arbejde for at dette fortsat vil være en af grundstenene i jeres meget lange samliv?

“JA!”

Vi blev viet af en Mikkels bedste venners mors. Fordi hun er en helt særlig ildsjæl. Hun er sjov og hun er en personlighed. Vi har hele tiden vidst at vi ikke skulle giftes i den kristne tro. Vi tror ikke på gud og religion i den klassiske forstand, men vi tror på kærlighed og på universet. For os er ægteskabet den ultimative kærlighedserklæring. At sige “JA” til en person resten af livet. Det er virkelig stort. Derfor har det også været ekstremt svært at stå det sted vi gjorde i vores forhold bare var kort tid før brylluppet.

Confettien fløj rundt i sommervarmen, og jeg tror ikke der var en eneste gæst der ikke fandt mindst et confetti frø i håret eller i en eller anden revne i kroppen mindst 3 dage efter brylluppet 😂

Til jazz tonerne af Jonas Visti gik vi hånd i hånd og dansende tilbage af stengangen. Nu som mand og kone. Haha ! Det smager sgu stadig lidt underligt. Man skal lige vænne sig til de nye titler 😋

Og sådan startede en virkelig, virkelig en magisk dag ! Det tror jeg nu alle siger om deres bryllupsdag. Men der var bare noget ganske særligt over lige præcis vores dag. Måske fordi de tunge mørke skyer der havde tynget os op til brylluppet, og som i den grad tog sin tid om at fordampe endelig så ud til at være drevet over… ?

Den skarpe læser har nok allerede fundet ud af, at der ikke er hold i overskriften. Jeg løb ingen steder. Det hele endte lykkeligt i sidste ende, og vi er også netop kommet hjem fra vores honeymoon som har været lige i øjet 😍

Men hvorfor så den pirrende overskrift ? Hvad er det for nogle tunge sorte skyer jeg snakker om ?

Det må du vente med at høre mere om til part two af “RUN AWAY BRIDE”   😉 – I know ! Mega irriterende ! Men efter sol kommer regn, og efter regn kommer sol, og når de to mødes og går op i en højere enhed sker der magi som for altid vil være worth the wait  😜

🌈 Mathilde

Alle billeder er som alti taget af yndlings Emil Lyders

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIG OG ALICE