Det må da kunne bruges til noget...

HJÆLP ! Jeg er blevet farveløs !

2018_05_07_mathilde_1380-kopier

“Color is a power which directly influences the soul”

For et par uger siden fik jeg et opkald fra en ven som var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor han var blevet mere og mere farveløs med årene. Før og hen gik han altid i farver… Grøn, gul, rød, lilla… Orange… You name it ! Han havde stort afro garn og tænkte ikke det store over hvad folk måtte tænke når han poppede ud i det ellers grå-sorte danske gadebillede. Nu er afro garnet væk, og det tætteste han kommer på en farve er bordeaux. Og det er ikke fordi han ikke vil gå i farve. Det vil han faktisk rigtigt gerne, og han synes selv, at han hviler meget mere i sig selv end han gjorde for år tilbage.

Men hvorfor hopper han så ikke bare i den bunke af regnbuens farver som han stadig har liggende bagerst i skabet  ?

Hvorfor er farverne blevet lagt på hylden og hvorfor har det “neutrale”, det “sikre” look lige så stille overtaget ham ?

Hvad er det der gør at vi pludselig kan blive bange for at hoppe i farver eller måske nærmere at møde verden i farver ?

Hmm…  

2018_05_07_mathilde_1272-kopier

Jeg har hverken det rigtige eller det entydige svar, men det minder mig om en episode som jeg selv havde forrige uge. En episode som måske gav mig en del af svaret på, hvorfor det kan være svært for andre at turde, og hvorfor det også kan være svært at være en lille fruitloop in a world full of cheerios indimellem.

Jeg havde haft voldsom tandpine henover weekenden, og efter et par dages håb om det ville gå i sig selv indså jeg at det ikke ville blive tilfældet, så jeg ringede til min tandlæge, som jeg stadig har i min hjemby Nakskov på Lolland (lidt tryghedsnarkoman er man vel 😉). Jeg fik heldigvis en tid næste formiddag, og smuttede afsted aftenen før så jeg ikke ville blive fanget i morgentrafikken.

Næste morgen havde jeg stadig voldsom ondt, men hoppede som altid i farver. Pink fra top til tå, bogstaveligtalt for mit hår er jo også ret så pink for tiden 😄 Gule øreringe og gule sko… Yndlings farvekombi ! Jeg besluttede mig for at gå … Nakskov er en meget lille by, så du kan være de fleste steder på gåben indenfor et kvarter, og jeg kunne godt lige bruge lidt morgenluft inden jeg skulle svede angstens sved i tandlægestolen. På vejen til tandlægen havde jeg en sjælden følelse af, mest af alt bare at have lyst til at gemme mig væk. Jeg orkede ikke at blive lagt mærke til eller blive kigget på. Det er bare ikke hver dag man ser en person gå full on pink på en almindelig onsdag i Nakskov, og jeg har fuld forståelse for at folk kigger og snakker, det er en naturlig reaktion når vi mennesker ser noget “anderledes”, men jeg havde så ondt og var slet ikke klar til at møde verden, de blikke og de kommentarer der fulgte mig på min vej til tandlægen. Det var lige før, men også kun lige før, at jeg havde lyst til at vende om og kaste en sort skraldesæk over hovedet. Ved ikke om det havde vakt mindre opsigt, men I fanger pointen ik ? 😂

Efterfølgende fik det mig til at tænke på hvorfor der ikke er flere der går i farver, eller tør eksperimentere lidt mere med deres stil. Når man stikker ud fra mængden er det lidt som om, at det filter der normalt er blandt fremmede mennesker når de møder hinanden forsvinder lidt, og folk møder dig pludselig på en helt anden og meget mere direkte måde. Som om paraderne allerede er sænket halvt. For mit vedkommende er det 99,9% af tiden super positivt, men du skal stadig være klar på at møde verden på en lidt anden måde når du har valgt at leve dit liv i farver. Tilgengæld er det også en tiltrækningskraft uden lige, og jeg vil våge at påstå at jeg møder så mange søde og spændende mennesker på min vej netop fordi jeg altid render rundt og “spiller regnbue” 😜

2018_05_07_mathilde_0107-kopier

Som sagt… Jeg forstår 100% hvorfor folk kigger, kommenterer  og 9 ud af 10 gange er jeg også helt klar på at møde folk, men jeg forstår samtidigt godt hvorfor det kræver lidt ekstra mod at stikke ud fra mængden. Især på de dårlige dage. Det er tusind gange nemmere at hoppe i de mørke nuancer og blende ind i mængden. At folk ikke kan forholde sig til den måde du ser ud. Jo.. Jeg kunne også sagtens hoppe i sort på de dårlige dage og undgå situationer som den jeg lige har beskrevet, men det falder mig bare slet, slet ikke naturligt og så ville jeg da først have svært ved at vende en dårlig dag til en go en af slagsen !

Jeg tror faktisk bare, at der er rigtig mange der oprigtig gerne vil gå meget mere i farve, men som simpelthen bare ikke tør af frygt for hvad andre måtte tænke eller mene. Men hvorfor er det sådan ?

Hvorfor er vi så bange for at blive dømt på vores ydre ?

Hvorfor er det så farligt at stikke ud fra mængden og blive lagt mærke til ?

Hvad er det egentlig vi frygter ? 

Hvad er det værste der kan ske ?

Det skal lige siges, at jeg på ingen måde har noget i mod dem der ikke går i farver, eller går mere neutralt klædt eller prøver at få alle i hele verden til at gå i farver. Slet ikke ! Folk skal gå i lige præcis det, de har har lyst til !

Det som jeg snakker om, er dem som rigtig gerne vil turde noget mere, turde kaste mere farve over sin krop, turde udtrykke sig selv, dem som ikke tør gå i det, der gør dem 100% glade, dem der af den ene eller anden årsag ikke tør gå ud for hjemmets 4 vægge i det som får dem til at føle sig allermest som sig selv.

Jeg har ikke fundet alle svarene til mine spørgsmål endnu, men jeg ved så meget at farver er følelser. Farver skaber glæde. Og jo… Farver vækker opsigt ! Især i Norden ! Men sjældent ser du mundvigerne gå nedad når farver møder dine øjne … Har jeg ret ? 😉

 Jeg hviler 100% i den måde jeg ser ud og går klædt. Jeg klæder mig på med følelser, med min personlighed, og det er det, som jeg brænder for at give videre til andre. At turde være lige præcis den man er, gå klædt som man vil, men vigtigst af alt … At hvile i det og ikke bruge al sin energi på andres meninger. Det er en befriende følelse som mange flere fortjener at føle !

Jeg arbejder pt på en workshop med udgangspunkt i lige præcis at turde dyrke sin personlige stil, turde klæde sig på ud fra en følelse(r), turde udtrykke sig selv, men vigtigst af alt at finde vejen til at hvile i det og møde verden som du er og ser ud. 

Hvis dig der sidder og læser med lige nu, er en der drømmer om lige præcis det, og som gerne vil med på en workshop som den jeg sidder og arbejder på, men ikke har fundet modet endnu, vil jeg blive mega glad hvis du vil dele lidt tanker med mig omkring hvad der holder dig tilbage ? Hvad frygter du ? Hvilke tanker du gør dig når du klæder dig på og går ud fra hjemmets 4 vægge ? Hvad drømmer du om at turde ?

Hit me med jeres guldkorn så jeg kan skabe verdens bedste workshop for DIG !

 ❤️ Mathilde

P.S

Apropos min vens opkald… Så har jeg ihvertfald fået skruet på en eller anden knap som fik ham til at turde hoppe op på en del af regnbuen, og møde verden på en lidt anden måde end han har gjort i flere år. Tjek this out ! 😅 👉🏻  liorlife.dk

2018_05_07_mathilde_1317-kopier

Foto: Emil Lyders 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det må da kunne bruges til noget...